Så kom det endelig!
"2020 er nok det mest omtalte årstal igennem de sidste mange år, og store planer er lagt i dets navn. Det lyder da også fedt. "2020". Det emmer af forventning og håb og det kan vi sagtens følge, for sådan har vi det også.


Tilbage til 2019
Men lad os skrue tiden en anelse tilbage. For 2019 var året hvor vores lille virksomhed så dagens lys, og ærligt talt så var det ikke planlagt, i hvert fald ikke da vi sprang ind i 2019. Men sådan er livet jo! Hvis man ikke griber det, så løber det forbi uden man opdager det, og derfor tog vi chancen og kastede os ud et boble-eventyr.

En efterårstur til Prag
Fundamentet til Jonassen Wine blev "støbt" en september-aften i Prag. Købet af en flaske Prestige Chardonnay Brut fra Bohemia Sekt blev startskuddet til noget ganske uventet. For vi elsker bobler og har gjort det i årevis, men fra det til at selv sælge det, er noget ganske andet. Men den smagsoplevelse vi havde på værelset på Hotel Wallenstein, satte et varigt aftryk.

Det kan noget det her!
For det var et rigtig godt glas bobler vi smagte. Tjekkiske bobler gik lynhurtigt fra at være noget ukendt til at være noget vi måtte bringe til danskerne. Kombinationen af smag, kvalitet og pris var ikke til at komme uden om. En ide var udklægget og den skulle snart tage form.

Småt men godt
For drømmen om at gøre passionen for bobler til noget mere konkret blev efter hjemkomsten til Danmark hurtigt realiseret, og nu her ca. 4 måneder efter virker det allerede som en evighed siden. Det er dog ikke længere en drøm, men derimod os der har grebet fat på livet og insisteret på at leve det 100%. "If you never try, you will never know".

Det bobler af optimisme
For det har været en vild tur allerede og den er kun lige begyndt. Modtagelsen af vores bobler har været ganske overvældende, og selvom man har troen på egne produkter, så er der alligevel langt fra at egen glæde ved gode bobler, bliver andres.
Så for os bobler det af optimisme og vi glæder os vanvittig meget til at se hvad 2020 har at byde på. Vi tror det bliver godt, og nye samarbejder og ideer er allerede på vej, men det må I læse om i næste indlæg.

Godt nytår